Styr på stumperne og backup ! – hvis ikke…
Nogle siger, at det rette værktøj er ½ delen af arbejdet. Det er måske ikke helt forkert, men efter min opfattelse og hvad jeg selv har måttet lære på den hårde måde er, at styr på stumperne og backup er mindst lige så vigtigt som det rette udstyr.
Jeg har prøvet at stå hos en kunde og mangle fx et SD kort. Til mit held var kunden ikke hjemme, men alligevel måtte jeg køre retur og komme tilbage og spildte derved min egen tid – havde jeg spildt kundens tid, havde det været endnu værre. Det kunne også være, at man havde forskellige opgaver, man skulle rundt til og havde beregnet 1 batteri pr. opgave, men det så viser sig at kræve mere, og man således ikke har taget nok batterier med. Eller for os der benytter DJI produkter, lever vi med, at der i tide og specielt i utide kommer opdateringer, som i værste fald kan betyde, man ikke kan flyve, hvis ikke de bliver installeret, eller kun kan flyve i begrænset højde og afstand (det er 30 meter op og 50 meter væk), hvilket ikke er særligt anvendeligt, når man skal løse en opgave.
Det siger sig selv, at jo mere udstyr du har, desto mere behov har du også for at have styr på alle de stumper. Det giver naturligvis også sig selv, at hvis du har mulighed for at tage en ekstra drone med, fx på opgaver der skal laves på et bestemt tidspunkt, eller hvor der er en kunde tilstede for at se optagelser, så har du en fordel, idet du kan tage 2 droner med og dermed minimere risikoen for, at du ikke kan flyve.
Men selv om du kun har en enkelt drone, kan du med fordel lave dit eget system, der begrænser risikoen for problemer.
Et godt sted at starte er, at sørge for at lade alt dit udstyr op, før du tager af sted. Det gælder naturligvis de batterier der skal i dronen og ekstra batterier, men også sender batteri, iPad batteri osv. eller som minimum tjekke, at der er rigeligt strøm på.
Det næste, du kan gøre, er lige at starte dronen op uden at lette. Hvis der er opdateringer, kommer de frem der, og ikke når du senere måske står med en kunde, der venter på, at du letter.
Det kan hurtigt blive til mange stumper, du skal have styr på, og her kan et system være udmærket til hurtigt at få overblik. En måde at have et system på kan være at have udstyret i en kuffert, hvor man hurtigt kan overskue, om der er en tom plads, fx hvor senderen skal ligge.
Jeg bruger kufferter til batterier, men har ellers andet udstyr stående i nogle specielt fremstillede holdere, der ligger i min bil. Når jeg pakker, så er det sidste, jeg gør, lige at gå stumperne igennem inden jeg kører, for at se om jeg har det hele med.
En typisk dag kan let omfatte en del: Personligt sikkerheds udstyr hvis jeg skal på en bygge plads (vest, hjelm, sikkerheds sko og nogle gange sikkerheds briller). Dronen jeg skal flyve med, sender med iPad, batteri kasse med stumper (fx andre objektiver, hdmi kabler, fiberklude, reserve propeller og forskellige ND filtre). Så har jeg måske en sekundær skærm med, hvis jeg har kunder, der skal se med, jeg har en mappe med alle mine papirer, det være sig tilladelser, forsikrings papirer samt manualer ect. Jeg har også altid aktuel politi underretning med, hvis det er flyvning i bymæssig bebyggelse og også gerne et screen dump fra Kraks, hvor jeg skal flyve. Så har jeg også altid en kasket med og et ID skilt, hvis folk kontakter mig, så de kan se hvem jer er. Er jeg afsted det meste af en dag har jeg også altid nogle drikkevarer med i bilen og evt. en madpakke. Begge dele er mest af alt for, at jeg ikke skal til at spilde tid med at købe dette undervejs.
Alt dette bliver ikke nødvendigvis pakket hver dag. Noget ligger i bilen, mere eller mindre fast. Alt, der skal lades op, kommer dog med ind hver dag efter flyvning. Der udover har jeg en ”nød pakke” fast liggende i bilen, der mere end en gang har reddet min dag. I den er der et MicroSD kort i en SDkort adapter, en USB kortlæser, et iPad kabel, et MicroUSB kabel og en 12 volt lader. Den pakke giver mig en række muligheder. Kommer jeg af sted uden hukommelsekort, så har jeg et der. Har jeg brug for at hive indhold fra kort over på fx en kundes computer, har jeg en adapter eller usb læser, så det kan lade sig gøre. Har jeg glemt iPad, kan jeg med min smartphone og microUSB kabel (det er en Android mobil) stadigvæk løse opgaven, og endelig kan jeg lige smide en smule strøm fx på en iPad, der er ved at gå tør.
Tidligere har jeg også haft en 12 Volts batteri oplader til drone batterierne med i bilen. Det har jeg droppet igen, fordi de primære droner, jeg flyver med, er droner der benytter flere batterier (Inspire 2 benytter 2 batterier, og Martis Pro benytter 6 batterier). De ladere, man kan få, lader med max 100 watt, hvilket betyder, at hvis jeg fx skal lade et sæt Inspire 2 batterier op fra 50% til fuld, så vil det tage mindst et par timer. Flyver du med fx Mavic, Phantom eller Inspire 1, der alle bruger et enkelt batteri, kan det bedre gå, og en 50% opladning kan gennemføres på 1 time eller der under.
En anden måde, man også kan sikre sig selv, er ved at have flere hukommelsekort med. Hvis man skal flyve flere opgaver i løbet af en dag, vælger jeg ofte at bruge forskellige SD kort til opgaverne. Det er der flere fordele ved. Dels kan jeg starte med at formatere kortet, inden jeg letter og derved være sikker på, at det virker, som det skal. Det kan jeg ikke, hvis de foregående optagelser ligger på, – ja, så skal jeg i hvert tilfælde først have flyttet dem over på en computer. En anden fordel, og det er nok den vigtigste, er, hvis der måtte ske noget med dronen, så er det kun optagelser fra den opgave og ikke fra dagens tidligere opgaver der evt. mistes. Det er sjældent, eller endda meget sjældent, at der sker uheld med droner, men det sker dog ind imellem (som regel pilot fejl), og ud over ærgrelsen hvis der sker noget med ens grej så er det næsten ubærligt, hvis man samtidig har unikke optagelser liggende på kortet, der ikke kan tages om.
Alt overstående er noget, jeg selv er kommet frem til gennem de 5 år, jeg har fløjet med droner, hvoraf de sidste år har været på fuld tid for DroneFyn.dk. Måske er der ting, jeg ikke endnu har fundet ud af, og noget du måske har lært lektien omkring, så er du meget velkommen til at dele det i kommentar feltet neden for.