Eftersøgning af dyr og mennesker med varmesøgende kamera (Termografi).

DENNE SERVICE HAR VI VALGT AT LADE UDGÅ PR 31.12.2022. VI HENVISER TIL DIV FACEBOOK GRUPPER DER HJÆLPER MED AT FINDE BORTLØBENDE DYR.

DroneFyn har erfaringer med eftersøgning af husdyr, kæledyr og personer. Fra oven kan man ofte få et bedre overblik over områder end fra jorden. Vi kan flyve med almindeligt kamera eller Termografisk kamera eller en kombination af begge dele, og vi kan også montere søge lys på dronen.
DroneFyn benytter samme droneudstyr som Politi og beredskab, så der vil ikke være den store forskel på, hvad vi kan finde og hvad deres drone piloter kan finde.
Vi har stor forståelse for ejeren af det bortkomne dyr, eller pårørendes til en forsvunden persons, fortvivlelse. Derfor tilbyder vi vores viden, erfaring og tid pro bono – altså gratis. Vi giver således vores tid væk for at hjælpe. Men vil ikke have omkostninger ved at hjælpe med at eftersøge kæledyr, husdyr eller personer.
Vores udstyr er både meget avanceret og ret kostbart (koster som en ny mellemklasse personbil), og derfor er der nogle driftsomkostninger ved at flyve med det udstyr i form af slitage og afskrivninger, som vi skal have dækket ind. Dertil kommer kørsel til, hvor eftersøgning skal finde sted, som koster 3,5 kr. pr km.
Dvs. det koster hurtigt 2.000 – 5.000 kr. hvis vi skal bruge f.eks en ½ dag eller nat på at lede efter et dyr eller en person, og det er uden nogen garanti for, at vi har succes med at finde det, vi skal eftersøge.
Er det alligevel noget, som du mener kunne være aktuelt, så skal du have følgende med i dine overvejelser:
Termografi virker på den måde, at vi ser varme refleksion fra forskellige ting. Det betyder, at jo større forskel der på det, vi leder efter og omgivelserne, desto lettere er det for os at finde.
Størrelsen, på det vi leder efter, har bestemt også noget at sige. En lille hund på f.eks 5 kg er meget sværere at finde end en stor hund på måske 50 kg.
Modsat hvad mange tror, måske pga. hvad man ser i film og på tv, så kan man ikke med termografi se gennem ting. Det betyder, at leder vi efter f.eks en hund, og den har lagt sig ind i et tæt krat med blade på, så kan vi ikke se den. Vi kan heller ikke se en person i vand andet end de dele af kroppen, der måtte stikke op, f.eks hovedet.
Det tager længere tid at eftersøge et område med drone end man lige skulle tro. Dronen kan naturligvis flyve hurtigt frem og tilbage f.eks over et areal som en fodbold- bane. Men når man eftersøger, lægger man et søgemønster ind, så dronen flyver med en passende lav hastighed. Hastigheden skal være lav nok til, at operatøren kan nå at se detaljer, som kameraet viser. En flad kortklippet mark er naturligvis ret hurtigt overstået, mens et kuperet terræn med buske, træer og andre ting kræver meget længere tid. Regn med 2-4 ha i timen til eftersøgninger ved kompliceret terræn.
Tiden, fra dyret er blevet væk og til eftersøgning igangsættes, er ikke uvæsentlig. Ved man ikke i hvilken retning eller område vi skal søge, så bliver et område på bare 1 km i radius en meget stor opgave. Det svarer til 314 Ha
Vi kan ikke rykke ud på en eftersøgning med meget kort varsel, fordi batterier til dronen ikke ligger med strøm på, og de skal således lades op først. Det tager minimum 6 timer at lade 8 sæt batterier op, som giver en flyvetid på ca. 4 timer.
Er din hund blevet væk, og tror du det kan give mening at sætte en drone med termografisk kamera op, så kontakt os på 47 47 47 45 og hør om vi kan hjælpe, men ring venligst ikke kl 22 om aftenen, eller midt om natten, for den sags skyld. Vores udstyr er som nævnt ikke klart til at flyve 24/7 og det kræver desuden planlægning at udføre lovlige eftersøgninger om natten.
Du skal dog have i baghovedet:
- Selv om vi ikke tager betaling for vores tid, bliver det ikke gratis at få os ud.
- Der er ingen ”finde garanti” så selv om vi vil gøre vores bedste er det ikke sikkert vi kan finde hunden.
- Jo hurtigere du kontakter os efter hunden er forsvundet desto større er vores chance for at finde den.
- Termografi er godt, men det har sine begrænsninger.