Sådan ville jeg starte en drone virksomhed op, hvis…
Til denne tekst vil jeg gerne starte med en lille note. Teksten er ikke på nogen måde skrevet for at skræmme nogle fra at blive drone piloter eller starte deres egen operatør virksomhed op. – Var det mit mål, havde hverken artiklen eller denne blog nogen berettigelse. Men jeg møder som drone underviser og i andre drone sammehæng personer, der vælger at springe ud i at starte egen drone virksomhed op uden egentlig at have gennemtænkt det fuldstændigt. Med denne tekst vil jeg, med basis i mine egne erfaringer og de fejl jeg har begået og gerne bringe videre hvad jeg har lært, og hvordan jeg ville gøre det i dag, hvis jeg skulle starte forfra.
Hvis du har den opfattelse, at du med en relativ beskeden investering i en fx Mavic eller Phantom drone, et dronebevis, et IVS selskab til 1 kr. og en webside du laver selv, herefter kan lave en omsætning så du mere eller mindre fra start kan leve af det, så vil du nok blive skuffet.
Det første jeg vil anbefale alle, der overvejer at starte en drone virksomhed – som jeg desværre ikke selv fik gjort ordentligt i sin tid – er at stille sig selv nogle kritiske spørgsmål for at afklare, om det er det, man vil, og i hvor høj grad man vil dette.
Spørgsmål, man kunne spørger sig selv, kunne være:
1) Hvor gerne vil jeg det her?
2) Hvor meget tid har jeg mulighed for at kaste i et sådan virksomheds projekt?
3) Har jeg økonomi både til de investeringer, der måtte være nødvendige, men også til evt. at arbejde mindre med andre jobs for at bruge tiden på drone virksomheden?
4) Har jeg evnerne til at drive en sådan drone virksomhed?
Det vil være nogle svære spørgsmål at svare på for de fleste, men blot det at du gør dig selv tanker omkring disse ting, vil hjælpe dig meget frem efter, hvis du beslutter dig for at starte en drone virksomhed op.
Til de 3 punkter vil jeg gerne knytte et par kommentarer mere, og jeg tager dem i samme rækkefølge herunder:
1) Det er meget vigtigt, at du gør op med dig selv, hvor gerne du vil starte en drone virksomhed, og hvilke ambitioner du har for virksomheden, i hvert tilfælde hvis du har en forventning og ønske om, at det skal blive en succes. Lad det være sagt med det samme – du kommer ikke sovende til at opbygge en velfungerende drone virksomhed med en god omsætning, så du kan leve af det. Sådan er det også i alle mulige andre brancher, hvor man vil starte en virksomhed op. Så hvis ikke du VIL det her nok og er villig til både at lægge en masse tid og penge i det, så lad være. Der er allerede i tusindvis af folk med drone bevis, der har købt en drone og herefter tror, at resten kommer af sig selv – det gør det desværre ikke.
2) Dette punkt hænger sådan set lidt sammen med punkt 4. Vi har alle forskellige evner og erfaringer fra tidligere. Dit tidsforbrug, som du må påregne at kaste i opstarten af din egen drone virksomhed, vil så afgjort afhænge af, hvad du kan eller ikke kan i forvejen.
For mit eget vedkommende havde jeg på en del punkter erfaring fra tidligere, som jeg kunne drage nytte af i opstarten af min drone virksomhed. Jeg havde haft med RC modeller at gøre i mange år og det at flyve, sejle eller køre en RC model ligger på ryggraden og skræmte mig ikke, da jeg kastede mig ud i droner. Jeg havde også god erfaring med betjening af kamera, om end video og redigering af dette var nyt for mig. Jeg byggede min dronevirksomhed videre på en anden virksomhed, som jeg startede helt tilbage i 2005, så regnskab, moms, fakturering osv. var heller ikke nyt for mig.
Alligevel har der været meget, jeg har skullet bruge tid på at sætte mig ind i. Det er alt fra drone regler, betjening af apps med nye muligheder til forståelse for forskellige andre teknologier, som jeg ingen forstand på havde tidligere, fx termografi, ortografi osv. som jeg nu også beskæftiger mig med.
Starter du op med ingen eller begrænset viden omkring droner, kamera betjening, redigering og hvad det kræver at starte en virksomhed og hvilke regler og ting, man skal overholde, så er der ganske meget du skal sætte dig ind i.
3) Vi kommer ikke uden om, at der er et kapital behov for at starte en Drone virksomhed. Du skal have en drone at flyve med, du skal have et drone bevis, og så er der alle de andre omkostninger, der kommer til.
Alt afhængig af hvilken drone du anskaffer, og til hvilken kategori du vælger at tage drone bevis (drone tegn er næppe relevant, hvis du vil lave en drone virksomhed) og naturligvis hvilke ambitioner du har for dit drone arbejde, skal du nok påregne mindst 15.000 til 20.000 kr.
Skulle jeg starte op i dag, ville jeg ikke gøre det uden at have minimum 50.000 kr. til rådighed for projektet. Jeg ville ikke nøjes med at tage drone bevis til 1A men tage til større droner også. I og med man skal til flyve prøve i både Kategori 1B og 2B, ville jeg, selv om jeg ikke med det samme havde en kategori 2 drone, tage det bevis, da det er begrænset, hvor meget ekstra det koster, og så skal jeg ikke på kursus igen, hvis jeg senere anskaffede eller lånte en kategori 2 drone.
I valget af drone ville jeg ikke gå efter en Mavic eller en Phantom. De er udmærkede droner, og man kan lave både flotte fotos og video med dem. Men der er ingen mulighed for at konfigurere dronen anderledes fx med andre kameraer, og eftersom jeg ikke ville vide, hvilke opgaver jeg kom til at løse, vil den fleksibilitet betyde meget for mig. Jeg ville her i slutningen af 2017, hvor denne tekst er skrevet, gå efter en Inspire PRO. Inspire 1 med det hvide X3 kamera vil jeg gå i en bue uden om, for X5 kameraet, der sidder på Inspire PRO, giver dig så mange flere muligheder, både med forskellige objektiv muligheder og blænde styring, som X3 og Mavic/Phantom ikke gør.
Inspire PRO ligger på ca. 22.500 eks moms (28.000 incl moms) og dertil vil jeg købe minimum 3 TB 48 batterier, der har lidt længere flyve tid end det medfølgende TB 47 batteri. Så vil jeg anskaffe mig et ekstra objektiv, fx et 25 mm Olympus objektiv, så det svarer til ca. 2 x zoom, hvis jeg skifter det originale 15 mm objektiv ud. Et par andre småting er nogle gode SD kort på 32 eller 64 GB, en sol skærm til iPad/smartphone og nogle kvalitets ND filtre til objektiverne.
LÆS evt denne artikkel om valg af drone
For mig dur det ikke at bruge hverken en Smartphone eller en lille tablet som skærm. Jeg synes alt fra kort til knapper i DJI GO appen bliver for småt, så havde jeg ikke en 9,7” iPad, ville jeg også købe en sådan, og vel at mærke med 3G/4G modem, så jeg ikke skulle bøvle med at få internet forbindelse gennem et hotspot fra fx en mobiltelefon.
Til behandling af det materiale jeg skal optage, skal jeg bruge en computer. Det behøver ikke at være en top spec. Bærbar til 25.000 kr., men omvendt dur en 13” skole og surf computer til 3000 kr. heller ikke. Video redigering kræver noget computer kraft, men i og med at stort set ingen kunder efterspørger 4K video, vil en mellemklasse computer være brugbar. Måske er det, du allerede har, ganske udmærket.
Man kommer ikke uden om, at man skal bruge et godt video og foto redigerings software. Bruger man Windows er Adobes løsninger specielt i starten rigtig udmærket, hvor du bruger software licensen på lejebasis. På den lange bane kan det dog være en dyr løsning, hvis det er noget, man skal bruge i årevis. Er du Mac bruger, kan du også køre med på Adobes leje løsninger, men du er nok bedre tjent med Apples eget video redigerings program Final cut pro, der koster godt 2.000 kr. for en ejer licens. I og med jeg selv er Mac bruger og ikke vil ind i Adobes licens leje system, bruger jeg et relativ billigt billede behandlings system, der hedder Luminar, hvor en købe licens koster omkring 500,- kr. (69 €)
Så vil jeg sætte lidt penge af til at få bygget fornuftig webside, og det er en ”on going process”, for der er altid noget, man kan opdatere og forbedre. Jeg ville få lavet nogle visit kort, måske noget tøj eller klistermærker med logo og firmanavn på, når jeg havde fundet et velvalgt navn til min dronevirksomhed. Jeg ville også melde mig ind i relevante netværk eller foreninger. Tidligere var det UAS Denmark, men det er i dag efter min opfattelse ikke det mest relevante sted at melde sig ind i. Branche foreningen drone Danmark ville nok være mit valg.
Med til økonomi hører også at du ikke må forvente eller endnu værre gøre dig afhængig af, at du skal kunne trække x antal kr. ud i løn hver måned. Så lad endelig være med at opsige dit job, før du har fået tilstrækkelig med kunder og erfaring til, at du kan se, det kan lade sig gøre. Realistisk set ville jeg være ret tilfreds med, hvis jeg kunne tjene min investering hjem det første år, og i år 2 vil der måske blive mulighed for at trække et mindre beløb ud i løn.
Lad os sige at du har fået taget et drone bevis, og du har fået anskaffet dig det udstyr, du skal bruge. Mit næste skridt ville så være, at jeg ville bruge al den tid jeg kunne komme af sted med på at optage og opbygge en portefølje af fotos og video klip. Dette hænger naturligvis sammen med det at lave en webside, men hvis man vil gøre sig forhåbninger om, at en webside kan være indgang til at få kunder, så er det vigtigt, at kunder som minimum kan se, at man kan finde ud af at optage foto og video i en sådan kvalitet, at de har lyst til at købe den drone ydelse, man kan tilbyde.
Jeg ville starte med at flyve alt det, jeg kunne komme af sted med. Optage natur, søer, hav, skov osv. Man kan optage på alle tider af året, men man skal vælge dage hvor der er sol og god sigtbarhed. Dis, tåge og gråvejr dur ikke, når vi taler flot video. Spørg alle i familien, venner og bekendte, om du ikke må komme og lave drone optagelser uden beregning, så du kan bruge det som reference. Det kan være et alm. hus, et sommerhus, et skib, en bil osv., der er masser af muligheder. Den tid og energi, du investerer i at opbygge en portefølje af video og fotos, så du kan vise hvad du kan, mener jeg, er givet rigtig godt ud.
Se eksempel på et drone galleri HER
Som nystartet drone virksomhed vil man naturligvis RIGTIG gerne have nogle kunder i butikken. Både for at få noget indtjening, men også for at kunne bruge det man optager som reference og vise det til andre. Jeg har fra start af (inspireret af en almindelig fotograf) skrevet i mine priser og tilbud, at de er under forudsætning af, at jeg efterfølgende selv må bruge optagelser som reference og i markedsførings henseende. Det er under 2% af mine kunder, der har indvendinger mod dette, så længe det kun er mig, der bruger det, og det ikke gives videre til andre der kan bruge materialet.
En anden måde man kan få kunder på, er ved at sælge sin ydelse billigere end alle andre. Den vej vil jeg som nystartet drone operatør af forskellige grunde ikke gå ned af:
-Hvis man først en gang har sat en pris, også selv om den er lav, er det meget svært efterfølgende at sætte den op. De kunder, du måske har fået, fordi du er billigere end andre, vil næppe have den store forståelse for, at du efter en periode gerne vil op på andres pris niveau. De har valgt dig, fordi du var billigere, og er du ikke det, så finder de en anden.
– Det du sælger som drone operatør, er en service ydelse og ikke en standart vare som fx en liter mælk. Det betyder, at ikke to drone operatører vil lave en opgave ens, og resultatet vil heller ikke efterfølgende se ens ud. Hvis du selv mener, at du er nødt til at sælge dig selv og dit produkt billigere end alle andre, hvad tror du så det siger om den kvalitet, du leverer? Og er det et signal, du har lyst til at sende?
– Hvis du som nystartet kommer ind og starter med at faldbyde andre drone operatører i området, skaber du i hvert tilfælde ingen gode kontakter der. Det kan du selvfølgelig gøre, som det passer dig, og der er fri konkurrence og alt det her, men du vil hen ad vejen sande, at det er ret praktisk at have nogle kolleger, du kan hjælpe og få hjælp af, hvis du selv har brug for det. Det kan både være med låne/leje udstyr, man lige står og mangler, det kan være hjælp til opgaver, man ikke kan løse alene, eller hvis man får opgaver ind, man ikke selv kan løse, fx pga. ferie, sygdom osv., så er det rart at have en god kollega, som man kan overlade opgaven til.
Som nystartet ville jeg derfor vælge en anden måde at komme ind på markedet på, end blot ved at underbyde alle andre. Det kunne fx være at tilbyde den første opgave til en reduceret pris, fx halv pris, så en potentiel kunde, der ville købe opgaver fremover, får mulighed for til en reduceret pris at se hvor godt, du nu kan servicere ham eller hende, og hvor gode din fotos og videoer er. Gør man det på den måde, så får man måske lettere et ben indenfor døren, uden man har stillet i udsigt, at man altid er billigere end alle andre. Den metode virker fint på andre erhvervsdrivende, der kunne tænkes at købe flere opgaver ud i fremtiden, men er ligegyldigt i forhold til en gangs kunden fx privatpersonen, der bare gerne vil have nogle drone fotos af sin ejendom.
En anden mulighed, som kan hjælpe på at bryde isen og gøre kunden mere tryg ved at give dig opgaven frem for en anden, er at tilbyde, at hvis de ikke er tilfredse med opgaven, laver du den om eller dropper betaling. Det viser, at du har tillid til dig selv, din service du sælger og fjerner kundes frygt for, at de skal betale for noget, der ikke er i orden. I værste fald risikerer du, at du ikke får betaling for dit arbejde, altså at du har brugt tid på noget, der ikke bliver omsat til penge, men det kan du også komme ud for, hvis du fx skal give tilbud på en eller flere opgaver. For at det ikke skal blive misbrugt, kan det dog være fornuftigt at sikre sig, at kunden ikke, hvis de kasserer dit arbejde og så alligevel bruger det materiale, du har lavet. Fx kan man sætte et vandmærke over fotos og lægge video op på en streaming service, hvor det er med privat link og evt. fjerne download mulighed, hvis der måtte være en sådan.
I de 5 år jeg har fløjet med droner og har solgt mine ydelser fra mit firma DroneFyn har jeg i den forbindelse, 2 gange måttet lave en opgave om. Begge gange må jeg medgive, at resultatet blev bedre anden gang, og en tredje gang valgte jeg selv at droppe opgaven og betaling, fordi jeg syntes, kunden stillede krav og havde ønsker, som jeg fandt urimelige. Dvs. for mit vedkommende har det været under langt under 1% af de opgaver, jeg har løst, og ingen af dem har været inden for de sidste 1,5 år.
Hvad kan du så tage for dine drone ydelser. Jeg ville lægge mig ca. i midten af, hvad mine kolleger tager. Jeg ville ikke være den dyreste men heller ikke den billigste.
Du kan læse mere om prisfastsættelse af ydelser, og hvordan man formidler dette i denne artikel.
Jeg håber ikke, at denne artikel har skræmt dig fra at starte selv. Det blev en af de længe tekster, men jeg håber, at den har givet dig nogle input til at tænke dit set up grundigt igennem, før du kaster dig ud i det. Som tidligere nævnt gik jeg ikke selv så grundigt til værks, jeg tog det mere bare som det kom, og det har jeg efterfølgende både måttet betale en del lærepenge for ved den tilgang og spildt en del tid på ting, som intet har bragt med sig. Måske du kan undgå dette med denne tekst.