JEG HAR SET EN, DER FLYVER ULOVLIGT MED DRONE…
Jeg har i flere år været med i forskellige Facebook grupper omhandlende droner, og det er et spørgsmål, der som intet andet kan bringe sindene i kog og skabe debat – og spørgsmålet kommer endda ret ofte op.
Nu du har valgt at læse med her på denne blog, så får du min holdning. Men det er kun min holdning ikke et forslag til, hvad du skal gøre eller mene, det må du gøre op med dig selv, og jeg ved fra tidligere Facebook debatter, at ikke alle er enige med mine synspunkter – og det er sådan set fint nok for mig.
Holdningerne går sådan ca. fra den ene yderlighed til den anden, hvor man mener at man skal blande sig uden om, hvad andre laver, og at det er stikkeri eller selvbestaltet drone politi, hvis man anmelder andre drone piloter til politiet eller trafikstyrelsen, hvor i modsatte grøft at folk mener, at de har brugt tid og penge på at tage fx et drone bevis. Det er deres arbejde, og når de efterlever reglerne, så skal dem der ikke overholder reglerne meldes over en kam ved selv de mindste overtrædelser.
Jeg tror dog, at det store flertal ligger et sted midt imellem, og det kan jeg sige, jeg også selv gør. Jeg tænker, det er vel lidt som når vi færdes i trafikken. Næppe mange vil stoppe en på cykel uden lys og fortælle dem, at det skal de have på, endsige melde vedkommende til politiet. Omvendt vil de fleste vel enten selv forsøge at stoppe eller kontakte politiet, hvis en stærkt beruset mand eller kvinde kommer ud fra et værtshus, og i sin brandert står og roder med at få lukket bildøren op. Jeg tvivler på, at ret mange vil kalde det stikkeri eller selvbestaltet politi, hvis man griber ind over for en meget beruset billist.
Med dette mener jeg, at man kan udlede, at det i bund og grund må handle om proportioner. Sådan er det i hvert tilfælde, at jeg ser på sagen. Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg måske en gang kun har holdt 45 meter sikkerheds afstand til fx en jernbane eller har glemt at spørge en grundejer om lov til at overflyve en tom have.
Men jeg ved, at jeg aldrig har fløjet rundt i 500+ meters højde, jeg har aldrig fløjet en ikke redundans drone over hovederne på en folkemængde uden at have deres accept, og jeg har heller ikke følt mig fristet til at lave ”feeede” videoer af fly, der lander i en lufthavn eller parkeret en drone 2 meter fra et vindue, hvor bag naboens teenager datter tilfældigvis lige laver yoga øvelser.
Der er også en del af mine kolleger, der har droneflyvning som erhverv (som undertegnede), der beretter om, at de har mistet en opgave til en kollega/konkurrent, fordi de ikke var villige til at flyve ulovligt.
Jeg har ikke selv oplevet problematikken, men fik jeg en kollega der gaflede den ene opgave efter den anden pga. min manglende villighed til at gå på kompromis med reglerne, så vil jeg tro, at min tålmodighed ikke ville række i al evighed. Jeg synes helt grundlæggende at det er et skråplan, hvis vi drone piloter skal konkurrere med hinanden ud fra en parameter om, hvem der er villig til at overtræde reglerne mest.
Vi kan og må ikke forvente, at vores kunder skal kende de regler, vi flyver efter, og derfor vil der altid være forespørgsler på opgaver, der ikke kan løses lovligt. Hvis ikke vi vil takke nej til den slags, ja så får vores branche det svært på den lange bane.
Sidder du men en frisk sag i baghovedet og tænker over, om du burde gøre noget eller ej, så er her et par spørgsmål, som du kan stille dig selv, inden du træffer din beslutning.
– Er du 100% sikker på, at der er tale om en ulovlig flyvning? Eller er du kun næsten sikker, så skal du overveje det ekstra grundigt eller helt droppe det.
– Kan du bevise, at der er forgået en ulovlig flyvning? Det er jo pænt meget op ad bakke og begynde at diskutere enten med en drone pilot eller dem, der har blåt lys på taget, om hvad du tror, du så eller ikke så, hvis ikke du kan bevise noget.
– Videoer optaget med drone kan vise ganske slemme flyvninger, men pas på, for du kan også nemt blive snydt. En drone i fx 100 meters højde, der optager video med kameraet tæt på vandret og med fx et 45 mm objektiv (svarer ca. til 3 x zoom) der så måske yderligere er croppet i redigering fra 4K ned til 1080p. Her er det meget svært at vurdere den reelle afstand fra det, der er optaget, til hvor dronen befandt sig. Med andre ord – fordi du ser noget, du måske tror er optaget ulovligt, er det ikke sikkert, det er tilfældet.
-Endelig kan det også tænkes, at du enten ikke kender reglerne godt nok, eller måske nærmere hvordan Trafikstyrelsen vælger at tolke dem. Det kan også tænkes, at der er givet speciel tilladelse, som ind imellem er tilfældet, så en drone pilot kan flyve en flyvning, der ellers ikke ville være tilladt.
En anden ting, der ofte er debat omkring, er, om man selv skal kontakte en pilot, man er sikker på flyver ulovligt, eller man skal anmelde ham og lade politiet om at vurdere sagen.
Jeg kan se fordele og ulemper ved begge tilgange. Hvis man henvender sig høfligt og spørger til, om det er nu også er lovligt, den måde hvorpå piloten flyver rundt med en Phantom 4 i parken fyldt med mennesker, så er det naturligvis mindre hårdt over for piloten frem for blot at ringe til den lokale sherif. Omvendt må jeg også sige, at står jeg og er i gang med en opgave, så vil jeg næppe afbryde flyvningen for at diskutere lovligheden af denne med en tilfældig person, der mener at vide, at han kender reglerne bedre end jeg.
Vælger man at kontakte politiet, så er man jo lidt ude over, at det er dig selv, der skal vurdere, hvad der er rigtig eller ikke rigtigt. Det er Politiet og Politiet alene, der har myndighed på området og altså også dem, der skal vurdere, om der skal gøres noget eller ej. Ulempen ved at kontakte politiet er, at det er ret definitivt. Vælger de at sende en patrulje forbi, og de mener, at der er sket noget ulovligt, så stopper de flyvningen og tager evt. drone pilot og drone med. Du kan også risikere at Politiet ikke har tid til at reagere på din henvendelse, og så sker der jo ikke mere i den sag.
Jeg håber, at denne artikel har givet dig nogle input, og hvor du vælger at lægge dine synspunkter omkring dette må være helt op til dig selv.
Regler for flyvning med drone uden for bymæssig bebyggelse.
Regler for flyvning med drone inden for bymæssig bebyggelse.