Kategori: Test

DJI Matrice 210/210RTK test.

DJI Matrice 210/210RTK testDet er næppe nogen hemmelighed, at DJI er verdens største droneproducent, og alt efter hvordan man lige gør det op sidder på op mod 80% af dronesalget verden over.

DJI har været en meget stærk spiller med kamera droner i forskellige prisklasser, og det er hævet over enhver tvivl, at det er modeller som Phantom serien, Mavic og Inspire serien, der har solgt rigtig meget. Modeller som Matrice 100 og 600 har da også solgt men slet ikke i samme omfang.

Med Matrice 200 serien har DJI sat alt ind på at skabe en inspektions drone, der virkelig er et stykke professionelt arbejds redskab, som har muligheder og funktioner, der sætter dem i en klasse for sig selv. Det er det, vi kigger lidt nærmere på i denne lille test, hvor dronevolt.dk har været så venlig at stille Matrice 210 til rådighed.

For at starte med begyndelsen, så består Matrice 200 serien af 3 modeller.

DJI Matrice 200 – grundmodellen

Matrice 200 er basis modellen, der kommer uden: dobbelt kamera mulighed, top kamera mulighed, og der medfølger ikke hverken TB 55 batterier, CrystalSky skærm eller den nye Cendence sender med fra start. Den har en pris på ca. 40.000 kr. ex moms.

DJI Matrice 210 – med dobbelt kamera

Matrice 210 er den mellemste udgave. Her får man både mulighed for at benytte 2 kameraer på samme tid eller topmontere et kamera for at kunne lave optagelser nede fra og op. Der medfølger et sæt TB 55 batterier foruden de alm. TB 50 batterier, og man får også en Crystal sky (7.85”) skærm og Cendence sender med fra start. Matrice 210 har en pris på ca. 65.000 kr. ex moms.

Matrice 210 RTK er sådan set identisk med den alm. Matrice 210, men der medfølger RTK systemet, der giver en øget præcision og fjerner kompas magnetisme problemer, hvis man flyver nær jernkonstruktioner. RTK sættet består af 2 RTK antenner på dronen, en Ground station og en modul der bygges bag på Cendence senderen. Matrice 210 RTK koster ca. 110.000 kr. ex moms.

DJI Matrice 210

En vigtig note og noget, man skal gøre sig klart inden man evt. køber en Matrice 200 serie drone er, at man kan ikke senere hen opgraderer en fx Matrice 200 til en Matrice 210 eller en Matrice 210 til en Matrice 210 RTK – man skal købe den udgave, man skal bruge fra starten, nøjagtig som hvis man køber en iPhone eller iPad, hvor man også skal vælge den mængde lagerplads, man har brug for fra starten.

De var de 3 mulige Matrice 200 serie modeller, og som det vist tydeligt ses er vi oppe i en prisklasse, hvor de fleste amatører eller hobby piloter finder andre løsninger.

Men hvad kan Matrice 200 så, som der skiller den ud fra andre droner ? Først og fremmest er Matrice 200 serien bygget ret solidt op i forhold til andre DJI droner. Den virker mere solidt bygget end fx Matrice 600/PRO og også Inspire 2, der dog har et metal karosseri, mens det på Matrice 200 serien er plastik. Men kulfiber arme og ben er særdeles solide, og resten er lavet enten i alu eller stærk nylon plast, så den kan tåle en del.

Men ellers er det nok det, at alle stik og kabel gennemføring er tætnet, så Matrice serien er det, man vil kalde vandafvisende. Den er ikke vandtæt, så den tåler at komme ned under vand, men den tager ikke skade af en pludselig regnbyge, da alt elektronik er pakket godt af vejen inde under plastik karossen, hvis man kan kalde den det. (Kamera er dog ikke vandafvisende på samme måde, så hav det i baghovedet inden du laver arbejde i plask regnvejr).

Ny og større motor med 17″ propeller

Ellers er Matrice 200 bygget op med kraftig motor og større propeller, end vi ser på Inspire 2, og selv om de to platforme deler forskellige stumper som, Sensorer, FPV kamera med videre, så er de ikke sammenlignelig på ret mange punkter.

Jeg har ikke selv fløjet Matrice 200, men har fløjet med 2 forskellige Matrice 210 og to forskellige Matrice 210 RTK med blandet succes – det vender vi tilbage til.

Matrice 200 er set med mine øjne den mindst interessante model af de 3 i serien. Dette skyldes at ud over at være vandafvisende og lidt mere robust bygget op, så er det begrænset til at den kan benytte Zenmuse XT og Z30, som en Inspire 2 ikke kan. Men med en pris på Inspire 2 på ca. 20.000 kr. ex moms er det svært at se Matrice 200 som et oplagt valg. Jo, den kommer i en  bedre transportkasse, men det retfærdiggør nu ikke den merpris, for ærligt talt er den ikke særlig god den kasse, så min er sat på loftet. Nogle vil så måske tænke, men den kan da bruge de store TB 55 batterier (7.660 mAh mod TB 50 der kun har 4.280 mAh), og det er da også rigtigt, Matrice 200 kan benytte dem, og det kan Inspire 2 ikke pga. afstanden mellem propeller og batteri, når den løfter propellerne op.

Øverste Inspire 1 propel (14″), Så Inspire 2 (15″) og Matrice 200 (17″)

Men i praksis er det kun, hvis man flyver med det tunge Z30 kamera fra DJI, at man med fordel kan benytte TB 55 på Matrice 200, fordi de er så tunge, at der skal være god vægt foran fra kamera, da platformen elles bliver tung bag til og får derved markant dårligere flyve egenskaber. Der er 750 gram forskel på et sæt TB 50 og et sæt TB 55, og det kan mærkes.

Matrice 210 giver langt mere mening i min optik, og jeg anser den for at være det bedste køb i Matrice 210 serien. Ud over at man får et sæt TB 55 batterier med fra start, så får man også et dobbelt kamera ophæng foran, så man kan vælge at flyve med et eller 2 kameraer, der kan arbejde synkront sammen. Man får også en monterings platform til at sætte kameraet på toppen af dronen og derved giver mulighed for inspektions opgaver nedefra og op. Endelig får man den nye Cendence fjernbetjening med en CrystalSky 7,85” skærm. Batterier, skærm og sender har en værdi af ca. 16.800 kr. ex moms, hvis det skal købes i løssalg. Dvs. i praksis betaler man ca. 8000 kr. ex moms for at få de egenskaber med dobbelt kamera og top monteret kamera, der gør denne platform helt unik.

Cendence fjernbetjening med 7,85″ CrystalSky

Endelig er der den store model så at sige, eller rettere sagt den dyrere RTK model. Med en merpris på ca. 45.000 kr. ex. moms i forhold til den almindelige Matrice 210 skal man gøre sig mere klart, om det er den ekstra investering værd i forhold til de opgaver, man evt. måtte komme til at løse. RTK er lidt forsimplet fortalt et opgraderet GPS system, hvor dronen har 2 GPS antenner, og man har en 3. på jorden som kaldes en ”ground station”. De 3 antenner ”snakker sammen” og kan bestemme dronens position inden for ca. 10-15 cm nøjagtighed, selv under blæsende forhold. Dvs. hvor en anden drone med en eller flere GPS antenner på dronen og kompas har en nøjagtighed på 1-2 meter, så er en RTK drone ca. 10 gange bedre til at holde sin position.

Jeg har lavet denne lille video med en Inspire 2, der har næsten samme størrelse og en del fælles dele med Matrice 200 serien, sammen med en Matrice 210 RTK i ca. 8-10 m/sek. vind.

Det er tydeligt at se, at Matrice 210 RTK står meget stille både til siderne men også i højden i forhold til en Inspire 2. Det betyder i praksis, at vanskelige flyvninger nær bygninger eller andre objekter man ikke ønsker at flyve ind i, er nemmere at udføre med en drone, der holder sin position bedre.

En anden helt klar fordel er, at man ikke bliver påvirket af magnetiske forstyrrelser, hvilket ellers kan være et stort problem, hvis man flyver steder med meget jern omkring sig. Det kan være på byggepladser, på havne områder, omkring store skibe osv. Det undgår man helt ved at bruge en drone med RTK system.

Groundstation til matrice 210 RTK placeret på stativ om med TB 50 batteri.

En sidste ting, som dog ikke er kommet endnu, men iflg. DJI kommer, så bliver det muligt at lagre RTK positions data i fotos der tages. Det betyder, at man kan opnå større præcision i fotos metadata, end vi kan med alm. GPS positioner.

Man er ikke tvunget til at bruge RTK funktionen på Matrice 210 RTK. Den har også indbygget GPS og kompas som de to andre modeller, men de bruges blot ikke når RTK er slået til. Slår man det fra, er det som på de andre 2 modeller

For dem der arbejder med droner og kortlægning, bliver der desværre ikke mulighed for at koble Ground station op på fx Leica Geosystem net og derved undgå at skulle lægge ground points ud på et område, der skal kortlægges. Det havde ellers været en løsning, som dem der kortlægger meget med drone ville have elsket, men det bliver altså ikke en mulighed, som jeg forstår det.

Matrice 200 serien har i skrivende stund 4 forskellige kamera løsninger, som man kan benytte sig af. Det er X4S, X5S, Z30 og XT termografi kameraet. Jeg har haft mulighed for at prøve dem alle, og der er et par ting, man skal have i baghovedet. Snakker vi Matrice 210/210 RTK, så er der 2 kamera udgange. Det ene er som på Inspire 2 beregnet til kamera, hvor selve billede processering foregår i dronen og ikke i kameraet. Det betyder, at X4S og X5S KUN kan benyttes i kameraholder 1, der hører sammen med den SDkort holder, der sidder placeret i venstre side af dronen.

Dobbelt kamera på Matrice 210, her et Z30 og et X5S med Olympus 12 mm objektiv

XT og Z30 har begge eget hukommelsekort holder og bruger den, så de placeres i kameraholder 2. Kameraholderen på toppen er sådan set bare en forlænger, idet man sætter den til en af de 2 udgange. Man kan således benytte alle 4 kameraer på toppen af dronen.

Så er der nogle ting, der ikke er muligt i skrivende stund.  Om det er en software fejl eller bevidst, at DJI har valgt, at det skal være sådan, skal jeg ikke kunne sige. Man kan godt benytte 2 RGB kameraer på dronen samtidig (X4S, X5S eller Z30 –  dog skal Z30 være det ene af dem), men man kan ikke benytte 2 XT kameraer på samme tidspunkt, fx med forskellige brændevide. Man kan også godt flyve med et enkelt RGB kamera uden problemer, men man kan ikke flyve med XT kamera alene, det fungerer kun sammen med et af de 3 RGB kameraer, eller på Matrice 200 med enkelt ophæng.

For mig er det ikke et større problem men et irritations moment på linje med placering af SDkort tæt ved det venstre landings ben, der gør det ret vanskeligt at få et microSD hukommelsekort ind og ud af holderen. En anden ting, der heller ikke virker super gennemtænk, er på Matrice 210, hvis man ønsker at bruge topmonteret kamera. For at kunne gøre dette, skal man benytte en ekstern antenne, som skal monteres på højre landings ben. Et kabel fra denne GPS antenne skal sættes ind i de stik, der sidder i bagenden af dronen. Normalt er de beskyttet af en klap med gummi pakning, men skal der kabel ind, er den naturligvis ikke vandafvisende mere. Altså topmonteret kamera på Matrice 210 og regn eller snevejr er et no go. Samme problem er der ikke på 210 RTK, da den ikke har behov for en ekstern GPS antenne, hvis man monterer kamera ovenpå dronen.

Her ses kabelføring fra ekstern GPS antenne ind i stik. Bemærk den åbenstående beskyttelse klap.

Flyvetiden på de 3 Matrice 200 serie droner er ret forskellig alt efter valg af batteri og kamera montering. De har alle 3 samme størrelse, samme motorer og samme propel størrelse. Men de vejer ikke det samme, og for 210/210 RTK er muligheden for større batteri også noget, der ændrer på vægt og flyve tid. Nedenfor et lille skema over de 3 droner uden kamera:

Matrice 200:  vægt med TB 50 = 3.800 g. Vægt med TB 55 = 4.530 g.

Matrice 210:  vægt med TB 50 = 3.840 g. Vægt med TB 55 = 4.570 g.

Matrice 210 RTK: vægt med TB 50 = 4.420 g. Vægt med TB 55 = 5.510 g.

Flyve tid* uden kamera:

Matrice 200: TB50 = 27 min. TB55 = 38 min.

Matrice 210: TB50 = 27 min. TB55 = 38 min.

Matrice 210 RTK : TB50 = 23 min. TB55 = 32 min.

(* DJI hover måling et par meter over jorden)

Kamera vægte:
XT termisk kamera:                                  270 gram

Zenmuse Z30 kamera:                             556 gram

Zenmuse X5S standart optik:                 461 gram

Zenmuse X4S:                                           253 gram

Realistisk* og afprøvet flyve tid med kamera:

Matrice 210 RTK med TB 55 og XT + X4S ca. 25 min. XT + X5S ca. 22 min.

(*Flyvning ca. 5 km tilbagelagt afstand, forskellige højder og med 20% tilbage ved ladning)

Matrice 210 på inspektions opgave med top monteret z30 kamera

Min tid med Matrice 210 og 210 RTK har dog ikke kun været rosenrødt. For mit vedkommende og for en del andre brugere har der været mange børnesygdomme på Matrice 200 serien.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Matrice 210/210 RTK bliver en fantastisk platform, når alle software og hardware fejl er rettet, og den virker, som den er blevet annonceret.

Jeg har siden slut oktober fløjet med Matrice 210 og 210 RTK serien (4 styk i alt), og der har godt nok været ekstrem mange fejl ved den platform i forhold til, hvad jeg ellers har oplevet med andre DJI produkter (og jeg har fløjet med langt det meste, de har produceret).

Jeg startede med Matrice 210. Den havde en fejl i GPS og kompas, der gjorde, at den umotiveret fandt på at flyve af sted som det passede den selv. Det var ikke en rigtig ”fly away”, da det dels foregik i langsom hastighed, og man stadigvæk kunne styre den. Det mindede mest af alt om Atti mode, bortset fra det kunne ske i alle retninger, også mod vinden. Den mistede kortvarigt evnen til viden om, hvor den var, og på kortet stod den stille, mens den måske var fløjet 100-200 meter videre. Dette skete helt vilkårligt. Den kunne flyve fint i 5-10 minutter, og så over de næste 10 minutter kunne det ske 3-5 gange, og så fløj den pænt igen. Det siger sig selv, at den slags kan man ikke lave en opgave med. Dronen, der var lånt, blev sendt retur og videre til DJI.

Næste drone, jeg fik fat på, var RTK modellen. Der var ikke de samme kompas problemer, og den fløj perfekt. Jeg var meget imponeret over, hvor god den var til at holde sin position. Mens jeg lavede den video, der viser 210 RTK dronen sammen med en Inspire 2, skete det utænkelige. I luften (godt nok kun ca. 6 meter oppe) kom der en advarsel, og 2 sekunder efter slukkede alle 4 motorer, så den faldt til jorden. Skaderne var til at overse, da den først ramte et træ, men med redundans på batterier, som denne platform har, er det bare noget, der ikke burde ske.  Dronen havde kun fløjet 1 time og 4 minutter, da det skete, og kigger man i data fra dronen, kan man også se, at det er helt galt. Her er et billede af log udskriften.

Data udtræk fra intern log på Matrice 210 RTK da den styrtede ned.

Dronen blev sendt til DJI, der var ganske lang tid om at sende en ny, hvilket heller ikke imponerer set i lyset af omstændighederne, og det er et dyrt arbejdsredskab, der skal bruges til at løse opgaver med.

Jeg havde en opgave, hvor netop dobbelt kamera setup var super anvendeligt, (termografi inspektions opgave) men dronen var gået i stykker. Heldigvis havde jeg mulighed for at låne den alm Matrice 210 af en kollega, men den viste sig at have samme fejl som den første, jeg havde lånt, og det blev slet ikke aktuelt at flyve opgaver med en drone, der ikke var pålidelig.

Der skulle gå mere end 5 uger fra jeg sendte 210 RTK til rep. til der kom en ny, og faktisk kun fordi Drone Volt var flinke og give mig den, de havde stående, for DJI var en uge længere om at få sendt en ny frem.

Her ses skaden, og den er ganske begrænset. Det nylon led som propelarmen er hæftet i knækkede, og det er bedre end hvis fx en kulfiber arm knækker.

Kort derefter (slut december) kom der en stor firmware opdatering, og siden da har der ikke være de store problemer for mit vedkommende.

Mine oplevelser har ikke været enestående. Jeg har kendskab til andre Matrice 200 serie droner i Danmark, der er faldet ned eller fløjet væk. På Facebook i grupper for denne platform er der også flere eksempler på, at dronen blot har slukket motorerne i 80 meter højde, og det har ikke været kønne billeder af en Matrice 210 RTK med XT og Z30 kamera, der ligger i tusinde stumper.

Ikke et kønt syn – Kasko forsikring er en god idé med disse produkter.

Det siger sig selv, at når man arbejder med udstyr i disse prisklasser, som sælges som noget af det mest professionelle udstyr, man kan købe fra den største og mest vel etablerede drone producent, så er det dybt utilfredsstillede. Både at det ikke virker, som det skal, men også at de er så langsomme til at behandle reparations og ombytning sager.

Bedre bliver det heller ikke af, at den specielle app, man skal bruge for at kunne benytte dobbelt kamera setup, der hedder ”DJI Pilot APP”, har været yderst mangelfuld og smæk fuld af ting, som ikke virkede. Det er der dog også kommet mere styr på.

Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg er noget skuffet over, at DJI vælger at sende et produkt i denne prisklasse på gaden, som ret beset er et beta produkt og langt fra færdig udviklet. Jeg er også skuffet og forundret over, hvor meget bøvl jeg har haft med at få en ”syg” drone ombyttet, når der tydeligvis var tale om et defekt produkt og ikke pilot fejl.

Matrice 210 med top monteret kamera på bro inspektion

Når det er sagt har jeg ikke fortrudt mit køb. Jeg er heller ikke i tvivl om, at DroneFyn med de inspektions opgaver der venter nok skal få tjent min investering hjem igen, og ej heller at jeg nok skal få tilliden tilbage til denne platform, når jeg får flere flyve timer på den. Men bøvlet og besværet kunne jeg nu godt have være foruden.

Kan jeg så anbefale denne platform til andre? Det synes jeg godt jeg kan. Jeg synes ikke Matrice 200 giver så meget mening. Jeg synes som jeg tidligere har været inde op at den er for dyr i forhold til, hvad den kan mere end fx end en Inspire 2 kan, der koster det halve. Matrice 210 synes jeg nok er det bedste køb. RTK er lækkert at flyve med og giver lidt flere muligheder, men jeg synes merprisen er ret høj for at få de muligheder.

Jeg håber denne lille test har givet dig mere informationer omkring DJI Matrice 200 serien. Har du kommentarer, spørgsmål eller egne erfaringer, er du meget velkommen til at skive i kommentar feltet neden for.

Tak til Dronevolt for at stille Matrice 210 og Z30 kamera til rådighede til denne test.

billede af Z30

DJI Zenmuse Z30 test

De fleste anser DJI for at være en drone producent, og det er da også korrekt, at det er
det, de blev kendt for og fortsat det, de sælger mest af. Men DJI producerer også en
lang række kameraer med indbygget gimbal. Godt nok med sensorer og optik som de
køber fra andre producenter, men sådan er udviklingen i dag – En iPhone består også
af en del Samsung producerede stumper.

Til den test har Dronevolt venligst udlånt dette til dato dyreste kamera fra DJI, der har
en udsalgs pris på ca. 70.000 kr. incl. moms. Et så dyrt kamera må jo bestemt også
være helt fantastisk og en oplevelse at prøve, og det vil jeg gerne dele med andre,
hvorfor denne test er blevet til.

DJI Zenmuse Z30 er et professionelt kamera, hvilket prisen naturligvis også indikerer.
Det er det eneste kamera med optisk zoom på 30 gange +, en efterfølgende 6 gange
digital zoom – i alt 180 gange zoom, som DJI selv skriver det.

Z30 på Matrice 210 – top monteret

Kameraet er bygget i magnesium (ligesom kamera huse på dyre kameraer), hvilket
giver både en meget stærk men også let konstruktion. Det er der også brug for, idet
glasset i objektivet og zoom motor også vejer en del, så Z30 ender op med at veje 556
gram, hvilket er noget tungere end andre DJI kameraer.

Når man arbejder med kamera og bruger zoom funktion, kommer man naturligvis
tættere på det objekt, man vil fotografere. Hvis man har prøvet at stå med en kikkert
med stor forstørrelse eller et alm. kamera med en kraftig zoom på, vil man vide, at
hver gang man øger forstørrelsen, øger man også kravet til at kikkert eller kamera
bliver holdt i ro. Altså kan man under samme lysforhold med et håndholdt kamera
bedre tage et foto med lav brændevidde (fx 50 mm) end med en høj brændevidde fx
500 mm.

Derfor har DJI gjort en del ud af både at afbalancere Z30 kameraet og lavet en ny og
meget præcis gimbal. Balancen er meget vigtig, da hvis et kamera ikke er vel
afbalanceret skal gimbalens motorer arbejde mere for at holde det i en bestemt
position. Jeg har set en del kameraer efterhånden på forskellige drone/gimbal
løsninger, men Z30 er så afgjort den, der er bedst afbalanceret fra producenten.
En anden problem stilling, som DJI har skullet arbejde med, er, at et zoom objektiv
virker på den måde, at man forskyder forskellige glas elementer inden i objektivet.
Det kender du sikkert, hvis du har et kamera og zoomer ind og ud, så vil du se, at
objektivet bliver kortere eller længere.

Med Z30 har DJI lavet et system så længden ikke ændres, og samtidig forskydes der
noget vægt inde i kammeret for at kompensere for den vægt der flyttes, når man
zoomer ind og ud. Med andre ord er Z30 i balance, hvad enten der er zoomet helt ind
eller ud.

Dette er ganske bemærkelsesværdigt, men omvendt er det bestemt også nødvendigt.
Gimbalen, som holder Z30, er som nævnt meget præcis (ned til +/- 0,01 grad), men
den er også ret kraftig, så selv om kameraet fx er vippet lodret op eller ned, så der er
en stor side flade, så påvirker vind ikke hvor stabilt kameraet holdes.

DJI Zenmuse Z30 benytter sig modsat X4S og X5S af indbygget billede processor og
der findes også en microSD kort holder bag en lille sort plastik låge.
Billede chippen/sensoren er opgivet til 2,13 Megapixel, hvilket i forhold til andre DJI
kameraer er forbavsende lidt. Der er tale om en CMOS 1/2.8” sensor, der er en meget
lille sensor selv i forhold til sensorer i andre DJI kameraer. Selv den lille DJI Spark
har med sin 1/2.3” sensor en billede chip/sensor med større areal at arbejde med, og
en drone som Phantom 4 PRO er helt oppe på 1” (det er ca. 6 gange større), og ser vi
på fullframe kamera, har vi ca. 45 gange større sensor areal. (DJI har endnu ikke lavet
et kamera med fullframe sensor).

Den lille sensors størrelse og lave Megapixel tal er dog en nødvendighed, når man
arbejder med ”super zoom”, som Z30 må siges at være. Men ulempen er helt klart
digitalt støj, som er notorisk høj på de helt små sensorer størrelser, hvis der ikke er
masser af lys.

Netop digital billede støj, rystelser og zoom kvalitet er ganske vigtig at have for øje
med sådan et kamera. Til at teste Z30 brugte jeg den nye Matrice 210 og tog fotos
både med top monteret kamera, kameraet hængende normalt under dronen, og mens
dronen var placeret på et bord – det sidste vender jeg tilbage til.

DJI Zenmuse Z30 er et inspektions kamera, og det er vigtigt at holde fast i. Dvs. det
handler ikke om at tage store flotte fotos, der måske skal beskæres og printes ud i stor
størrelse. Nej, det handler om at kunne se live og dokumentere, hvad man ser, og
derfor er den lave opløsning på 2,13” Megapixel ikke som sådan et stort problem.
Højeste opløsning er 1920 x 1080, og det er bestemt stort nok til at printe et foto ud i
skarp kvalitet i A4 størrelse. Samme opløsning er tilgængelig til video optagelser.

Blænden går fra F1.4 til F4.7, når der er zoomet helt ind, og det finder jeg også
ganske rimeligt og fornuftigt at arbejde med. Zoom hastigheden fra zoomet helt ud til
helt ind (optisk zoom alene) er på 4,6 sekunder og kommer i små step, hver gang man
trykker på zoom knappen. Det fungerer faktisk udmærket, om end et fokus hjul til at
styre zoomen (hvis det kan lade sig gøre) ville være at fortrække.

Hvordan er Z30 så at bruge i praksis? Jo, hvis man lægger sin viden om de mange
gange zoom, som Z30 har, på hylden, og nøjes med op til 6-8 gange zoom for video
og 10 – 14 gange zoom for fotos, så får man brugbart materiale. Det forudsætter, at
man har godt med lys, og man sætter lukke hastighed højt.

Z30 zoomet helt ud.
Z30 helt zoomet ind (30 x optisk zoom)

Zoomer man længere ind, og kameraet hænger under en drone eller ovenpå en drone,
begynder vibrationer at slå igennem, så billedet bliver mindre skarpt. Man kan godt se
på skærmen hvad man kigger på, men med 30 gange zoom danser billedet rundt, og
tager man et foto bliver det ikke skarpt.

At det netop skyldes viberationer fra dronen afprøvede jeg ved at placere dronen på et
bord og tage fotos af objekter på ca. 50 meters afstand, hvor jeg zoomede 30 gange
ind. Der var noget digitalt støj, men det var slet ikke rystet på samme måde, og billede
der danser rundt, var der naturligvis heller ikke for de skyldes, at Matrice 210 ikke
står 100% stille i luften, selv om den er en af de bedre til det.

De ekstra 6 gange digital zoom, som Z30 er udstyret med, er i mine øjne fuldstændig
ubrugeligt både til at kigge på og tage billeder med.
Er ens behov til ikke at bruge de sidste ca. 15 gange zoom, så er Z30 et udmærket
kamera og leverer sådan set varen.

Campingvogn optaget på 150-160 meter afstand.

MEN der er et meget stort ”men”, og det er prisen og alternativer. Som udgangspunkt
mener jeg, at DJI måske netop fordi Z30 er et specialprodukt, og man måske har en
mindre produktion af dem, har prissat det alt, alt for højt. For 20.000 kr. får man et
rigtig godt teleobjektiv til et alm. kamera. Så med ca.70.000 kr., selv om det også
omfatter en gimbal og en kamera del, synes jeg at det er rigtig mange penge.

Man kan også lave et andet regnestykke, og det er nok det, jeg selv hælder mest til. Et
X5S kamera med et 45 mm objektiv koster i omegnen af 16.000 kr. og giver ca. 3
gange zoom i forhold til fx et 12 mm objektiv. X5S har ca. 21 megapixel at gøre godt
med, hvilket betyder, at man kan forstørre/croppe et foto mere end fx et foto fra Z30
og stadigvæk få et brugbart resultat.

Når man forstørrer digitalt i efterbehandlingen, så reducere man megapixel hver gang,
med en faktor 1 til 4 hver gang man forstørrer 1 gang op. Med 21 megapixel kan jeg
altså lave 1-2 gange forstørrelse og stadigvæk have et brugbart billede tilbage.
Sammen med de 3 x optisk zoom kommer jeg således op på 4-5 gange zoom. Det er
mindre end de her godt 10 gange zoom, som jeg kan trække ud af Z30 og stadigvæk
få gode fotos, men er de få ekstra gange zoom 50.000+ kr. (incl. moms) værd, som
Z30 koster mere end X5S med 45 mm objektiv, som i øvrige også bruges til andre
formål?

Det mener jeg ikke det er for DroneFyns vedkommende. Havde prisen på Zenmuse Z30 været 1/3, ville
jeg bedre havde kunnet forsvare en sådan investering, og så var det nok blevet en
service, som Dronefyn.dk kunne tilbyde fremover, men jeg har meget svært ved at se
en fornuftig tilbagebetalings tid på et Z30 til ca. 70.000 kr. (incl. moms), så her
springer jeg over.

Men jeg anerkender også, at der er visse indsatser fx fra beredskab og politi, hvor
netop et live billede med stor zoom er vigtig, og her kommer Z30 bedre til sin ret – og
de bekymrer sig nok også mindre om tilbagebetalings tid, hvis bare de har et værktøj,
der virker efter hensigten.

Tak til Dronevolt for udlåning af Z30 der gjorde denne lille test mulig.